Fra et ukendt sted – til en mission
Da jeg er født og opvokset i Israel, har min viden om og kendskab til Grønland mildt sagt altid været ret minimale. Jeg vidste altså godt, der fandtes et sted der hed Grønland, og jeg tror nok, jeg kunne finde det på kortet. Jeg havde endda en temmelig vag idé om folk, der boede der i igloer. Men nu var det også det. Noget af det første, jeg lærte, da jeg kom til Danmark, var, at landet var et af de største i Europa - grundet være dets besættelse af Grønland – Den største ø i verden. Som tiden gik, hørte jeg flere og flere historier om Grønland – om sommerens midnatssol og om de lange og mørke vintermåneder. Om den største naturreserve i verden, frosne fjorde og kæmpe isbjerge. Disse historier var tit krydret med små charmerende anekdoter om de venlige og gæstfrie grønlændere.
Sammen med disse fascinerende historier, der tændte min fantasi, hørte jeg også andre beretninger – om et hårdt sted og et samfund i en forandringsproces fra et fangersamfund til et, der er baseret på vores vestlige model – en kompleks model, hvor alle dem, der kan, forventes at være en del af et system ved at deltage i arbejdsmarkedet med mere eller mindre fastsatte vilkår, tidsplaner, løn o.s.v.
Sammen med disse fascinerende historier, der tændte min fantasi, hørte jeg også andre beretninger – om et hårdt sted og et samfund i en forandringsproces fra et fangersamfund til et, der er baseret på vores vestlige model – en kompleks model, hvor alle dem, der kan, forventes at være en del af et system ved at deltage i arbejdsmarkedet med mere eller mindre fastsatte vilkår, tidsplaner, løn o.s.v.
Det grønlandske samfund, hørte jeg, bestod af mennesker, hvis gamle værdier var tabt og var nu i gang med at finde frem til nye. Under processen blev det grønlandske samfund ramt af udbred alkoholisme og andre fænomener som sexmisbrug og børnemishandling. Nogle af de historier lød så langt ude, at jeg hurtig antog, at mere end at lære om Grønland lærte jeg om andre menneskers syn på, forståelser og fordomme af grønlænderne som samfund, og som jeg senere hen fandt ud af – også af grønlændere som individer.
I mine år i Danmark har jeg oplevet, at grønlændere ofte bliver stemplet som alkoholikere uden nogen arbejdsmoral. Dette indtryk blev bekræftet af en grønlandsk bekendt i Danmark – en meget fornuftig ung universitetsstuderende, som fortalte mig, hvordan hun plejede at høre fornærmende kommentarer fra fremmede angående sin herkomst. Flere mennesker, end jeg gider nævne, havde kommenteret min dengang kommende rejse til Grønland med bemærkninger som ”Det vil være lige noget for dig – masser af øl!”, og ”Hvorfor vil du i alverden vælge at rejse til Grønland? Der er ikke andet deroppe end fulderikker og sexsygdomme!” Andre mere saglige kommentarer gjorde mig klar til et liv på et hårdt sted, hvor det ville være svært at finde plads og tid til at være mig selv. Alt dette betød kun én ting – Jeg havde fået mig et nyt mål i min tur. Mere end bare et mål, anså jeg det som en mission – Jeg tog på en mission at udfordre den gængse fordom af grønlændere i Danmark.
I dagene før afrejsen gik jeg rundt med sommerfugle i maven af spænding, nervøsitet og mest af alt af angst. Aldrig før havde jeg været et sted, jeg vidste så lidt om, i så lang tid. Jeg skulle arbejde med små børn i hele fem måneder i et lille øsamfund, hvilket, så vidt jeg vidste, kunne lige så godt operere efter et for mig uigennemskueligt regelsæt, som det kunne være magen til alt, hvad jeg kendte hjemmefra. På flyet fra Kastrup kom jeg til at snakke med en dansker, som havde boet i Grønland i over tyve år, og som var flink nok til at forklare mig at ”man behøver ikke være fuldstændigt tosset for at flytte til Grønland. Men det hjælper”. Det var da, min angst forduftede og gjorde plads til ren panik.
Min destination i Grønland var en lille by med 1500 indbyggere, hvor den eneste, jeg kendte, typisk nok rejste til Danmark i et par uger på min ankomstdag. Det første jeg bemærkede, allerede fra flyet var, ikke overraskende, den smukke natur – natur som stadigvæk optager mine sanser det meste af tiden. I dag ved jeg, at det var denne betagende natur, som hjalp mig med at kæmpe hårdere da modgangen til tider var barsk. Havet, fjeldene, de fantastiske isbjerge er bare overvældende. Jeg kender ikke nogen bedre måde at forbedre ens humør på end at gå en tur i og rundt om byen.
I mit arbejde i en daginstitution kom jeg til at møde temmelig mange mennesker allerede i min første uge. Jeg har faktisk mødt så mange mennesker i så kort tid, at jeg inden længe ikke kunne holde styr på, hvem der var hvem. De mange samarbejdspartnere, de niogtyve små børn og deres pårørende, klassekammeraterne i mit grønlandskkursus, naboerne på kollegiet – jeg troede ikke, jeg kunne blive mere forvirret. Men det kunne jeg da godt – for så snart man kender så mange mennesker i sådan en lille by, virker det som om de er overalt – En piges mor fra institutionen står bag kassen i brugsen. En kollegas mand betjener kunderne i posthuset. Fangeren fra brættet er i familie med min chef og er gift med min klassekammerat og så videre og så videre... Det var fuldkommen umuligt for mig at huske, hvor jeg kendte de forskellige mennesker fra. På den anden side vidste hele byen, hvem jeg var, hvor jeg kom fra og hvorfor. Jeg skilte mig markant fra alle omkring mig, med alle de fordele og ulemper, det indebærer.
Den grønlandske gæstfrihed viste sig at være så uhæmmet, som jeg overhovedet kunne forestille mig. Det tog mig lang tid at vænne mig til denne nye omgangsform. Kort efter jeg ankom til byen, spurgte min chef mig, hvorfor jeg aldrig kom på besøg for at møde familien, eller bare for en kop kaffe. Det spillede ingen rolle, at hun aldrig havde inviteret mig. Man behøver ikke inviteres eller lave aftaler her – er man hjemme, vil gæster altid blive taget godt imod.
Et andet eksempel er den hyggelige grønlandske skik ”Kaffemik”. Kaffemik er en slags åbent hus fest. På specielle lejligheder – det være sig fødselsdag, bryllupsdag, fridag fra arbejde og stort set i næsten hvilken som helst anledning, holder man kaffemik. Der serveres te, kaffe og kager af forskellige slags, mens venner og familie render ind og ud af døren hele dagen, som det var en banegård. Jeg har været til en del ”kaffemikker” i anledning af børns fødselsdage – Nogle forældre havde ikke endnu kendt mig da, og andre kunne ikke dansk, men jeg var altid velkommen til at sætte mig til bords og blive forkælet sammen med familien og vennerne. Sommetider var jeg næsten den eneste i huset, andre gange var der så mange gæster, at der næsten ikke var plads til alle. Folk kom ind, hilste og lykønskede, tog et hurtigt bid og gik videre med deres dag. Har jeg allerede sagt hyggeligt?
At gå i byen her er en oplevelse der næsten ikke kan beskrives med ord. Man skulle tro, at idéen om at tilbringe stille og rolige aftner i værtshuset ikke var kommet her. Når folk tager ud i byen her, maler de den så rød, den kan forveksles med Moskva. Ingen har styr på, hvem køber hvor mange øl til hvem. Jeg har flere gange drukket øl, som jeg endnu ikke ved, hvem betalte for, og gav øl til folk, jeg aldrig før havde set. Om man tager i byen alene eller med venner, er der altid én ting, man kan regne med – nemlig at kedsomhed og tørst aldrig vil være et problem.
Man behøver ikke aflægge besøg, vente på fødselsdage eller gå i byen for at opleve den grønlandske venlighed – mennesker hilser på hinanden i gaden, inviterer hinanden hjem ligeså snart, de tilfældigt mødes i gaden og virkelig gør en indsats for at finde på ting at fejre. Alt fra en grandtantes fødselsdag til det at være jævnaldrende med nogen kan bruges som udmærkede grunde til at holde fest, eller i det mindste, kaffemik.
Lige så langsomt begyndte jeg at få øje på flere og flere ting, som jeg i starten havde overset. Det romantiske image af Grønland, jeg prøvede så meget at beholde, begyndte at krakelere. Og når det engang begyndte at gøre det, gik det i tusind småstykker.
Jeg har hørt om talrige selvmordssager. Jeg har været i tæt berøring med en børnemishandlingssag og arbejdede i nærheden af utallige andre. Jeg har set børn blive hentet fra institutionen af deres forældre bare for at dukke op igen et kvarter senere og bede om at komme tilbage. På børns ansigt har jeg set tørre mærker, der stille vidnede om vold i hjemmet. Deres adfærd var til tider et udtryk for en mindre fysisk form for vold, de blev udsat for. Jeg har set forældre drikke og spille, og så hørte jeg dem påstå, at de hverken havde tid nok til at vaske børnenes tøj eller penge nok til at købe dem nyt. Jeg har set forældre, der ikke vidste, hvor deres børn tilbragte natten, mens de var ude på druk. Jeg har regelmæssigt set perfekte par blive voldelige efter kun et par øl i værtshuset. Lige så regulært har jeg oplevet kvinder, der lagde an på fremmede mænd, så snart deres kærester så meget som tog på toilettet. Antallet af dem, jeg kender og ikke har set godt og grundigt fulde, er ubetydeligt i forhold til det af dem, jeg har set i pinlige tilstande, som jeg glæder mig til at glemme.
Hvorfor? Hvordan kan det være, at et folkefærd, der aldrig har været i krig, altid levede i harmoni med naturen og kun er besat af en anden forholdsvist fredelig nation, har så mange problemer? Hvad er årsagen til alt dette? Disse spørgsmål og andre har nu plaget mig i lang tid. Tanker og idéer har strejfet mig, nogle af dem holder, andre måske ikke. Nu er det tid at sætte orden i dem på papir.
I gamle dage var det grønlandske samfund et fangersamfund. Grønlænderne var nomader, der vandrede ruter bestemte af isbjørne og fugle, sæler og hvaler, is og vand. Deres overlevelse hang af deres fangst. Af hvalers, sælers og isbjørnes kød, ben, skind, spæk og pels har de lavet mad, hundeslæder, tøj, lamper, telte, piske og mere. Når de fangede noget, delte de det, som regel med hundene og først bagefter med hinanden. Når de løb tør for mad, forblev de sultne indtil den næste fangst. Det var en hård tilværelse, som gjorde samfundet stærkt i kraft af gensidig afhængighed, men som også havde frygtelige konsekvenser. Forældreløse børn, som ikke kunne sørge for sig selv, blev forladt til en langsom død på isen. Når mænd skulle på lange fangstrejser, valgte de kvinder som rejseledsagerinder uafhængigt af deres ægteskabelige status. Grønlandske børnehistorier om udstødte enker, små børn der forsvinder på indlandsisen og som bliver bortført af fjeldgængere, samt børn der bliver voldsomt mobbet af andre børn såvel som voksne, reflekterer disse gamle og hårde vilkår.
Indføring af et arbejdsmarked, som er baseret på den vestlige model, viste sig at være en uhyre kompliceret opgave. Det indebar nemlig dannelse af nye regelsæt, krav og statussymboler. Disse forandringer i livets mest basale aspekter kunne umuligt finde sted uden at generere en omstillingsproces i menneskers livs- og verdensopfattelse. Med en økonomisk tankegang som ledetråd blev de små bygder lagt ned, som ikke kunne bære sig økonomisk. Hundredvis af fangere og fiskere blev tvangsforflyttet til de forholdsvist store moderne byer. Det var en proces, som knuste tilværelsen for de mange, som ikke kunne klare omstillingen til de nye livsvilkår.
Den Grønlandske kultur har siden tidernes morgen været baseret på historiefortælling og formidling af værdier og normer gennem mundtlige overleveringer fra den ene generation til den næste. I dag bliver livsvilkårene dog bestemt af andre kræfter. I dag er det den globale markedsøkonomi, konglomerater og store organisationer, som danner ramme for grønlændernes eksistens. De foregående generationers visdom bliver hurtigt forældet og mister sin relevans i det nye konstant forandrede samfund. I et sammenfiltret moderne samfund som det, grønlændere forsøger at opnå, spiller ens erhverv og deltagelse i arbejdsmarkedet en hovedrolle i ens identitetsdannelse og betydning for samfundet. Det er stikmodsat det gamle fangersamfund, hvor ens betydning for andre var lige ens evne til selvstændigt at skaffe mad til ens familie. Forpligtelser blev kun indgået med ens nærmeste og handlede altid om overlevelse. De var klare og åbenlyse pligter.
I det moderne vestlige samfund er det skrevne ord meget magtfuldt. Men i et samfund, hvor det skrevne ords værdi kun er af en lille erkendt betydning, og hvor idéen om at være værdifuld for andre gennem ens job kun meget langsomt vinder fodfæste, skal arbejdsgivere uafbrudt behandle sager, hvor ansatte hverken forstår deres kontrakters fulde betydning eller vigtigheden af at rette sig efter disse skrevne aftaler. Dette har jeg desværre oplevet som et meget almindeligt fænomen, der forhindrer erhvervsdrivende og serviceudbydere i at opnå en nogenlunde tilfredsstillende effektivitet. Det er som om, mennesker ikke betragter det skrevne ords gyldighed på samme måde som den mere konkrete og mundtligt udtrykte besked. Det følgende er bare ét eksempel ud af talløse, jeg har vidnet under mit korte ophold her.
To gange om måneden er der lønningsdag, hvilket her betyder, at byen hver anden uge ligner en krigszone i et par dage. For mange mennesker er lønningsdag lige med druktur, og når lønningsdag falder på en weekend, kan det nå voldsomme og ikke mindst voldelige ekstremiteter. Kort efter lønningsdag er der som regel en del, som har brugt hele deres løn, og andre, der har brugt meget mere end deres løn, og som har en konstant voksende gæld til banken såvel som venner. At udeblive fra arbejde på grund af pludselige tømrermænd, som regel efter lønningsdag, er hverken et sjældent eller uacceptabelt fænomen. Det gælder også fænomenet af børn, der kommer restløse til skolen i en tilstand af sukkerchok efter en weekend, hvor de har forkælet sig selv med slik, de købte med penge, de fik fra forældrene i lønningsdagens anledning. I institutionen er vi vante til børn, der ikke bliver hentet i lønningsdage samt til højt fravær de følgende dage. Denne foreteelse er dog på vej ud af verden, takket være en temmelig voldsom kampagne fra de sociale myndigheder i byen.
Denne blanding af en lønningsdagsweekend og den i forvejen ret afslappet indstilling til arbejdsmarkedet var forleden årsagen til, at en lokal fabrik tabte hundredtusindvis af kroner. En leverance af flere tons friske krabber, som skulle pakkes og nedfryses med det samme, ankom til fabrikken på en lørdag d.1. i måneden. Ikke en eneste medarbejder kom på arbejde, og flere tons betalt sending blev kørt direkte fra kajen til lossepladsen. Denne historie vil dog ikke gentage sig her – det var den sidste dråbe for fabrikken, som nu lukker ned og flytter et andet sted hen. Køen ved socialkontoret bliver nu halvtreds mennesker længere. Dette er katastrofalt i sådan en lille by.
Arbejdsmarkedets tilstand her er langtfra lovende, men jeg vil ikke påstå, at det er helt håbløst. Jeg kender en del mennesker, som ikke har noget problem med at beholde deres hårde og krævende stillinger, og jeg er sikker på at der også er mange andre ligesom dem, som jeg ikke kender. Her og der kan man se en sjælden ildsjæl, som prøver at starte en ny forretning, eller som rejser væk med det formål, at få sig en uddannelse og komme tilbage som en selvstændig erhvervsdrivende. Der er endda nogle der kombinerer den gamle livsform med de nye vilkår – jeg har mødt ikke så få par, hvor manden er fanger, og konen har et fast job for at beholde huset og betale regningerne.
Der kan diskuteres, hvor hensigtsmæssigt det var at kopiere det danske velværesystem til Grønland. For når det kommer til stykket, så er hele grundlaget for idéerne bag dette system og dets opførelse i praksis en mentalitet, som er væsentligt anderledes end den grønlandske. Ikke desto mindre, som kapitalisme viser sig til at være en de stærkeste menneskeskabte kræfter i historien og med opførelsen af en vestlig arbejdsmarkedsmodel i Grønland, støtter jeg fuldkommen idéen om at give de arbejdsløse, de gamle, de handikappede og andre marginaliserede grupper den økonomiske og sociale mulighed for at føre en anstændig tilværelse. Problemet er dog, at for mange grænsetilfælde, virker dette system ikke som motivation til at beholde at fast job, men mere som en fristelse til ikke at gøre det. Og i et samfund, hvor konceptet ”fast job” stadig er nyt og af vag betydning, er grænselinjen temmelig tyk og uklar, og for alt for mange mennesker bliver det alt for nemt bare at tage imod en eller anden form for overførselsindkomst. Siden muligheden for ikke at blive en del af arbejdskraften altid lå der, blev der for mange aldrig relevant at prøve at blive det.
Indføring af et uddannelsessystem i Grønland viste sig, ligesom indføringen af arbejdsmarkedet, at være en meget svær opgave. Opbygningen af det grønlandske uddannelsessystem har været og fortsat er en stor udfordring. Det er først i de sidste år, at grønlandske lærere begynder at tage deres naturlige plads i lærerværelset, og snart vil så mange som halvdelen af folkeskolelærerne i Grønland være grønlændere. Flertallet består dog endnu af danske lærere, som ikke kan grønlandsk eller kan det dårligt. Selvom kravet er, at eleverne under deres uddannelse skal blive tosprogede, er der vist ikke nogen, der tager det alvorligt. Jeg kan ikke engang forestille mig, hvordan det må være at skulle klare de mest forhadte fag i skolen på et sprog, man ikke engang kan. Hvor motiverende det mon er. Hvis alt det ikke er nok, så er manglen på lærere så stor, at stort set alle danske uddannede lærere, som søger en stilling her, bliver ansat.
Blandingen af det meget blandede dansk-grønlandske samfund med et slapt uddannelsessystem, som er baseret for det meste på et fremmed sprog, giver udslag, når samfundet ender op med at bestå af unge mennesker, som kun kan grønlandsk og derfor ikke har nogen mulighed for at tage videregående uddannelse, andre der kun kan dansk og ikke kan flertallets modersmål, og endnu andre, som vokser op med begge sprog og kan aldrig beherske noget af dem fuldkomment.
For at gøre livet nemmere for de unge grønlandske studerende har det danske uddannelsessystem sat lave krav for dem, der vil læse på universiteter i Danmark. Gør livet nemmere? Jeg tror i hvert fald ikke det ville være nemt for en grønlandsk studerende, som næppe bestod sine eksamener i et slapt skolesystem at leve op til krav som er beregnet efter dansk og målestok til studerende, som bestod deres meget sværere eksamener med fremragende karakterer.
En af Grønlands vigtigste kulturelle skatte er en serie af bøger, der hedder ”Myter og folkehistorier fra Grønland”, skrevet af Knud Rasmussen. Rasmussen var antropolog af dansk-grønlandsk oprindelse, som studerede naturen, menneskerne, historien og kulturen i Grønland og andre arktiske områder. Takket være hans omfattende forskning og beretningerne fra hans rejser har han vundet en national helts status i Grønland. Rasmussens antologi af folkehistorier er kun ét af mange værker, han skrev om Grønland. Dens vigtighed ligger i, at den er den eneste skrevne kilde af grønlandske legender og folkehistorier. Denne betydningsfulde kulturelle skat er dog utilgængelig for de fleste grønlændere, for den er skrevet på dansk, og der findes ikke noget tilsvarende på Grønlandsk. Den mundtlige overlevering af traditionelle myter og historier er forsvundet, og der findes ingen skriftlig form, som kan erstatte den.
At bedømme efter udseende af de grønlandske hjem, jeg har besøgt, er der intet tættere på den grønlandske sjæl end de lokale traditioner og selve Grønland – kort over Grønland, tegninger af fangere, udsmykninger lavet af grønlandske perler samt narhvaltand, ben og pels fra sæl og isbjørn ved siden af malerier af kvinder i det grønlandske nationaldragt – disse er kun få af de karakteristiske dekorationer, man kan se i næsten alle grønlandske hjem. Og ikke ulige vores danske stuer er der selvfølgelig også et fjernsyn.
I Grønland har man to faste kanaler at vælge imellem – den grønlandske kanal KNR, som det meste af tiden viser programmer og nyheder fra DR, og de sjældne grønlandske originalle programmer, hvilke som regel er børneprogrammer eller lokale sportsevents, samt en daglig halvtimes grønlandsk tv-avis, der dog ikke sendes om sommeren. Den anden kanal er den noget mere populær Kanal 5, som viser alle de amerikanske serier, man forventer at se på sådan en kanal, og naturligvis også reklamer. Ligesom os andre bliver også grønlændere hjernevasket med reklamer. Men det er alligevel ikke helt det samme – en stor del af de reklamer der vises her er bare irrelevante for de grønlandske tv seere. Tusindvis af grønlændere bliver dagligt udsatte for et bombardement af højlydte farverige klips af glade mennesker i rene huse og stormagasiner, der med et stort smil over hele femøren synger om, hvor dejligt det er at have fastfood kæder, sengetøjsbutikker, nye biler, flinke bankassistenter, der giver én personlig rådgivning, døgnbutikker og andre produkter, som slet ikke findes her.
Gamle frustrationer bliver udtrykt – og nye dannes
Et samfund under hastig forandring kræver sine ofre – nemlig dem, hvis gamle livsopfattelser mistede gyldighed og har det svært med at forstå de nye herskende normer. Jeg kan se her, hvordan mennesker prøver at holde fast på de gamle men langsomt forsvindende livsnormer. Det eneste sikre her er selve usikkerheden. Frustrationer og håbløshed bliver udtrykt her, som i så mange andre steder, med alkoholisme, stofmisbrug og voldeligt adfærd. Mange har det så svært, at de begår selvmord. Dette forfærdelige fænomen af unge mennesker, der tager deres eget liv, er skræmmende udbredt i Grønland. Og dog virker det til, at det er et tabuemne i medierne, og myndighederne er hjælpeløse. Om de er hjælpeløse på grund af manglende ressourcer eller manglende initiativ, er der en aktuel debat om i det grønlandske samfund. Selvmordssager her er ligesom vejret: Alle snakker om det, men ingen gør noget ved det.
Børnemishandlingssager holder de sociale myndigheder travlt. Selvom den grønlandske lovgivning sætter barnets tarv mere i centrum end den danske, som tager mere hensyn til forældrenes rettigheder, er antallet af sager så højt, at det kun er i de mest ekstreme tilfælde, at børn bliver fjernet fra deres familier. Børnemishandling er en del af livet for så mange mennesker her, at jeg ikke engang kan huske, vor mange kvinder har fortalt mig om, hvordan de blev mishandlet som børn, af hvem, hvordan de klarede det dengang, og hvordan de lever med det i dag. I starten rystede det mig. Med tiden lærte jeg, at jeg frit kunne vise interesse spørge ind til emnet. En medarbejder på socialkontoret i byen forklarede mig, at det selvfølgelig altid er tragisk, når et barn bliver udsat for vold, men det er dog mindre tragisk i Grønland, end det er mange andre steder i verden. Siden så mange grønlændere har været ude for lignende episoder i deres barndom, kan familiemedlemmer, arbejdskolleger, naboer og andre altid være hinandens potentielle ”støttegruppe”. Dette er ikke tilfældet i andre vestlige lande, hvor ofrene tit føler skam og skyld på grund af sådanne episoder og er bange for at snakke om de forskrækkelige episoder selv med deres nærmeste. Det, som selve overfaldet ikke ødelægger i et lille barns sjæl, gør den evige byrde af skam- og skyldfølelse. Jeg må indrømme, at selvom jeg ikke har det godt med at tillade mig selv at tro på denne lommefilosofi, synes jeg alligevel, at den lyder fornuftigt og stemmer overens med den virkelighed, jeg oplever her.
Naturens kræfter er én af årsagerne til, at de ca. 56,000 grønlændere er sporadisk spredt i fjerne isolerede samfund på denne kæmpe ø, som kommer op på en brede, der er lige afstanden fra København til Norditalien, og hvor afstanden mellem de sydligste og nordligste punkt er lige afstanden fra København til det nordlige Sahara. Men da 82 procent af denne kolossale ø er tildækket med is, er kun et område på størrelse med Sverige beboeligt. Den længste asfalterede vej på øen er kun 70 kilometer lang, og befolkningstallet i nogle bygder er ikke højere end halvtreds. I mange bygder er det endnu lavere. At opbygge en infrastruktur, som skal kunne servicere disse steder på en tilnærmelsesvis lige niveau med den vestlige standard, er ikke kun meget dyrt men er også noget der nærmer sig en strategisk umulighed. For eksempel bor der omkring 1500 mennesker i den forholdsvise store by, hvor jeg nu befinder mig, og det virker til at den ene halvdel af dem administrerer den anden.
Groft sagt, er grønlænderne politisk opdelt omkring spørgsmålet om afhængighed fra Danmark. Nogle vil gerne blive selvstændige hurtigst muligt under fordelagtige vilkår, der indebærer at få økonomisk støtte fra Danmark. Andre vil hellere vente til en tid, hvor Grønland har de økonomiske og menneskelige ressourcer for at klare sig selv. Grønlændere har nemlig aldrig været selvstændige som en nation. Central regering var endnu et ukendt koncept, da Grønland blev besat af kolonimagter som Island, Norge og Danmark. Grønland fik ikke hjemmestyre før maj 1979, og denne korte historie af indenrigs politik og mangel på politiske traditioner gør vejen mod et selvstændigt Grønland noget mere ujævn.
Det her er ikke en videnskabelig forskningsrapport. Det er blot mit indtryk af det lidt, jeg har læst, og det meget, jeg har oplevet i dette ophold på fem måneder i en by i Grønland. Den måde, hvorpå tingene her passer med de historier, jeg har hørt i Danmark og anset for at være fordomsfulde, kunne godt få mig til at tro, at disse historier faktisk beskrev virkeligheden her. Det kunne den, hvis ikke det var for en bemærkning jeg hørte konstant i de sidste fem måneder fra både danskere og grønlændere, fra herboende og fra fraflyttere. Uden undtagelse var de alle enige i, at denne by er hjem til et af de barskeste samfund i hele Grønland. Én, som voksede op i byen og flyttede herfra for nogle år siden, kaldte dette hans barndomshjem for ”Grønlands slum”.
Byens eneste reale indkomst er hotellerne, som er næsten fulde i sommermånederne. Det er langt fra at være nok, og derfor fungere danske såvel som grønlandske skatteydere som byens kunstige åndedrag. Selv ikke de største optimister tør betegne fremtiden her som potentielt positiv. Jeg har hørt, at tingene forholder sig anderledes andre steder i Grønland. Desværre skal jeg kun rejse i en kort periode rundt i landet og tilbringe temmelig begrænset tid på en håndfuld turist attraktioner. Det vil næppe give mig en mulighed for at få en indsigt i samfundet og studere det mere nøje.
Hvad videre?
Snart er jeg tilbage I Danmark. Grønland vil højst sandsynligt være et afsluttet kapitel i mit liv og komme til at føle som en fjern drøm. Jeg kommer nok til at stå foran de samme gamle klicheer og kommentarer – ”Var det ikke lige noget for dig – masser af øl?”, og ”Hvordan kunne du i alverden holde ud at leve blandt alle de fulderikker?” Min mission i at komme her var at udfordre disse fordomsfulde opfattelser af Grønland. Men de sidste fem måneder har desværre bekræftet det, jeg nægtede at tro var sandt. Jeg kan ikke argumentere imod disse overbevisninger, men på den anden side kan jeg godt opfatte alle disse uheldige fænomener ikke som en enkelt hård kendsgerning, men mere som adfærdsmønstre, der ligesom alt andet har deres årsager, og de lader sig manifestere i skiftende grad. Jeg elsker det grønlandske folk for deres gæstfrihed, åbenhed, simple livsindstilling og deres kærlighed for livet. Jeg forstår de forskellige udtryk af et fælles mindreværdskompleks, hjælpeløshed og håbløshed – hermed ikke sagt, at jeg altid er enig i dem eller accepterer dem. Alkoholismen, den udbredte domestiske vold og børnemishandling skal behandles som de alvorlige problemer, de er. Men man må ikke glemme, at de i meget høj grad er manifestation af eksistentielle dilemmaer. Jeg er af den opfattelse, at det kun er i det oprigtige, ærlige og krævende forsøg på at løse disse problemer, at løsningen på de omtalte samfundsplager findes.
Jeg er glad for at have fået denne mulighed for at se dybere under overfladen. Jeg har mødt dejlige mennesker, og jeg har livet i en virkelighed, som brutalt har konfronteret mig med mine egne sandheder. Jeg er kommet her med nogle ubesvaret spørgsmål, og jeg rejser tilbage med uendeligt mange. Jeg er heldig at få en mulighed for at se menneskerne bag den ekstensive alkoholisme, stofmisbrug og vold. Det jeg ser, var mennesker, som prøver at få sig en anstændig og simpel tilværelse, og som prøver at finde ud af, hvor alt, de engang havde kendt, blev af, og hvilken retning fremtiden kommer fra.
Gør vi egentlig ikke alle det?
Ingen kommentarer:
Send en kommentar