Eventyrforberedelser!

Om to dage pakker jeg sammen og flytter til den skole, hvor jeg skal udføre den første fase af deltagende observationer og interviews. Jeg har nu arbejdet for Maji Mazuri, en lokale hjælpeorganisation, i tre uger, hvor jeg har besøgt organisationens forskellige projekter og lært systemet at kende. Alt går meget langsomt her, og det eneste man kan regne med er, at ens planer ikke kommer til at holde en meter...

Jeg har presset på kun at være tilsluttet ét af Maji Mazuris projekter allerede fra min første dag, men besværlighederne hobede sig op for hver dag der gik. Først fandt jeg ud af at min viden om hjælpeorganisationen var meget manglende, da organisationens hjemmeside ikke var blevet opdateret i månedsvis. Min oprindelige idé om at studere organisationens brug af formidling af viden fra "gamle" frivillige til nye røg ud, da der stort set ikke er frivillige her i den her tid på året.

Så overvejede jeg at studere de organiserede ture, som vores unge medlemmer udfører i deres slumkvarter. Her er tale om udflugter som for rige europæiske turister, og som foregår i et af Afrikas værste slumkvarterer. Jeg kunne ikke se andet end forskningsmuligheder der. Men igen var heldetsgudinden imod mig og i lang tid var der simpelthen livsfarligt for hvide mennesker at vise sig i disse områder pga. den lokale mafia. Advarsler om ikke at komme på arbejde strømmede dagligt fra vores bekymrede unge medlemmer på stedet. Jeg begyndte derfor febrilsk at lede efter andre muligheder.

Det sidste projekt jeg besøgte var en skole. Den ligger i savannen, lige præcist midt i ingenting. Den består af fem bygninger, ud af hvilke den ene er en ustabil barak af metal plader og fungerer som børnehave, og en gård, som tilhører skolen, og hvor man dyrker forskellige grøntsager dels til elevernes og personalets eget forbrug, og dels til at sælge. Rundt omkring kan man kun se bakker, og udsigten af bar jord og ganske få akacietræer spredt omkring er både fantastisk og skræmmende. Her er man virkelig langt væk fra alt.

Skolens elever kommer alle fra de omkringliggende Maasai landsbyer, som ligger hvem ved hvor langt væk fra skolen. Eleverne går halvanden til to timer hver morgen til skolen og igen om eftermiddagen når de skal hjem. Skolens personale bor i skolen det meste af tiden. De tager hjem til deres familier en gang i mellem og når de kommer tilbage tager de altid provisioner med. Madlavningen foregår over åbent ild.

En af de største problemstillinger, skolen beskæftiger sig med, er Maasai'ernes tradition for  at gifte pigerne bort når de er omkring 14 år for medgift, som er som regel kvæg. Inden brylluppet skal pigerne omskæres. Da pigerne betragtes som en fremtidig indkomstkilde, loves de sommetider bort allerede ved fødsel. Mange forældre vil derfor helst ikke have at deres piger skal få en uddannelse og sender dem ikke i skolen. Hvad der angår drengene plejer forældrene at beholde deres yndlingsbørn hjemme for at lære dem de gamle livevis. De andre drenge sendes i skolen. Altså dem som man 'alligevel ikke kan forvente meget af'. Det resulterer i at dem, som betragtes som håbløse af deres forældre faktisk ender med at få en uddannelse og bedre fremtidsmuligheder. Det hænder også at Maasai kvinder fra omegnen kontakter Maji Mazuris leder og varsler om kommende omskæringer og bryllupper af unge piger og beder os træde ind og handle for at hindre det i at ske.

Rammen for min opgave skal være dette voksende fænomen af mønsterbrydere i dette meget lukkede og isolerede samfund med dets strenge socialkontrol. Jeg vil gerne studere betingelserne for disse små lommer af ændring, som de opleves af vores lærere og elever, og evt. også af elevernes familier. Jeg vil nok indsnævre og justere mit fokus løbende, som jeg lærer felten bedre at kende. Om to dage starter eventyret.

Her kan De læse mere om selve eventyret (på engelsk)