Følelsestumult Bag Murerne

En sygeplejerskes erfaringer fra psykiatrisk afdeling

Vi sidder omkring et mindre konferencebord i en kælder i Mejlgade, når Louise fortæller om sin mangeårige erfaring som sygeplejerske på en psykiatrisk afdeling. Udenfor er mørket faldt på, og en lampe belyser de gullige buler og sprækker i de ellers hvide, grove vægge i den hyggelige kælder. Louise er i gang med at skildre en verden præget af tankevækkende og grænseoverskridende menneskelige oplevelser.

Som sygeplejerske på en psykiatrisk afdeling har Louise været i tæt kontakt med mennesker som med tvang skulle spændes til sengen, andre som ligefrem bad om sengefiksering, nogle som var direkte truende og voldelige, og nogle der efter noget tid i afdelingen begik selvmord. Louise fortæller om, hvordan hun et par gange var udsat for fysisk vold, og frygtede endda for sin personlige sikkerhed uden for jobbet, da hun havde en mistanke om, at hun var blevet forfulgt. Men fysiske trusler og farer som disse beskriver Louise som sjældne.

Oftere er det patienternes situation, som er svær at takle, for de har tit mistet kontrol over deres tanker og følelsesliv, og dette har sat visse erkendelsesprocesser i gang, erindrer Louise.

Hun fortæller blandt andet om en pige, der kun kunne føle sig tryg, når hun var fastspændt til sengen. Sådanne rystende oplevelser har sommetider fået hende til at spekulere meget og tænke – hvad er min andel i det her? Dér synes Louise, at både supervisionsmøder og kollegial støtte er en hjælp, og også at en løbetur sommetider kan være med til at opretholde gåpåmodet.

Når Louise fortæller disse historier virker hun distanceret fra dem, følelser overstrømmer hende ikke, men det er tydeligt at se på hende at de er personlige og betydningsfulde episoder, hun fortæller om.

Etiske dilemmaer og succeshistorier

Louise mener, ar der er andre udfordringer på jobbet end den umiddelbare kontakt med patienter, som virker truende eller er blevet erklæret utilregnelige. Når kolleger med en kort lunte viser utålmodighed, ligger der en risiko for, at de bruger unødvendig vold mod patienterne. Derfor beskriver Louise de situationer, hvor en kollega på en anden afdeling slår alarm, som noget af det værste på jobbet. For dér løber man til undsætning og griber til handling med det samme, uden at vide nøjagtigt hvad der er sket og derved risikere at deltage i unødvendige voldsepisoder.

Men Louise fortæller også om succeshistorier, hvor patienter fik det bedre og efter behandling kunne klare sig i samfundet. Tilfredsstillelsen i jobbet kommer fra at opleve de patienter, der får det bedre – det er en dejlig følelse at se de patienter, der får det bedre, og som igen kan få sig et normalt liv, siger Louise da vi slutter samtalen af.