For nogle dage siden hørte jeg om nogle, der skulle holde påskefrokost på langfredag, dagen hvor Jesus i sine lidelser på korset gjorde bod for al synden. Har man da helt glemt hvad påsken handler om, siden man tillader sig at feste lige på langfredag?
Tja, enten det, eller også har man bare ikke ladt sig forvirre af kirkelige ritualer, og kan endnu finde ud af at holde påske sådan som den har eksisteret længe før Jesus fødsel.
Tja, enten det, eller også har man bare ikke ladt sig forvirre af kirkelige ritualer, og kan endnu finde ud af at holde påske sådan som den har eksisteret længe før Jesus fødsel.
Kristendommen indvandrer og integrerer sig
Århundreder af vold, skræmmekampagner, politiske magtkampe, pagter og forræderi havde resulteret i kristendommen som den mest udbredte religion i Europa. Det var ikke budskabet om næstekærlighed der gjorde at man tog kristendommen til sig, men snarere korsriddernes skånselsløshed, inkvisitionens bødler, eller som tilfældet var i Danmark – biskoppers og munkes evne til at forhandle sig til politisk magt. Selve kirkens budskab var altså på mange måder af mindre betydning for kirkens virke og stod i direkte modstrid med dens handlinger. Den kristne idé om at vende den anden kind til blev udbredt ved fysisk tortur og politiske intriger.
De religiøse instanser blandede sig i de allerede eksisterende festdage for at kunne påberåbe sig ejerskab over dem og udvide omfanget af deres autoritet. Sådan blev jul erklæret Jesus fødselsdag og påske hans opstandelse. Kirken blev så integreret en del af den ganske befolkning, at den i dag i mange lande – og ikke mindst i Danmark – betragtes som en del af nationalidentiteten. I historisk perspektiv er kristendommens greb om Danmark et ganske moderne fænomen. Men i befolkningens bevidsthed er den så selvfølgelig en del af tilværelsen, at man stadig oftere refererer til landets kristne traditioner samtidigt med at der går stadig længere i mellem referencerne til landets nordiske traditioner.
Fornyelse og genfødsel finder sted i denne vidunderlige tid af året på marken og engen, i skoven, i dyreriget og i menneskets lagre der tømtes under den lange vintertid. Metaforen til Jesus opstandelse er soleklar. Men ønsket om at man skal blande sorgen over Jesus død med forårsfesten henleder vores fokus væk fra indholdet af denne oldgamle herlige fest, som altid kun har handlet om årstidernes cyklus, som viser sig i de mest basale livsvilkår og som er mest nærliggende at fejre. Opmærksomheden bliver ledt på et påtvunget symbol, som sandelig bruges til at formidle fine idéer og tanker, men som ikke hører til med de gamle verdslige traditioner.
Kirken må godt være med som tilskuer
Kirken kan være et udmærket berigende supplement til vores åndelige tilværelse. Men den kan ikke erstatte den. Menneskets åndelighed udspringer indefra og udtrykker sig på fantastiske måder. Sådan har den gjort før den institutionaliseredes af kirken, sådan gør den stadigvæk, og den har ikke brug for påtvungne regler. Påsketid er glædens tid. Nu er foråret kommet og naturen viser sig i al sin pragt. Lad os fejre den. Lad os nyde forårsfesten uden samvittighedskvæler.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar