Urban Idyl

Det er skumringstime i Mejlgade. Der hvor den ene murs bløde gule farve møder nabomurens røde mursten, lige ved siden af det grønne neonskilt ”Il Mercantina”, står en gruppe unge mennesker fordybet i menuen i vinduet. Bag skiltet kan man skimme en række italienske lækkerier.

Ingen i gruppen lader sig forstyrre af de tre gloende særlinge med skriveblokke, som sidder på trappen til farvehandleren på den anden side af gaden, og som vist nok noterer sig hver eneste bevægelse i gaden. Kun den unge mand bag disken i den italienske delikatesseforretning ser lidt fortvivlet ud, mens han ved vinduet tørrer hænderne i sit forklæde og gør sig klar til at betjene en kunde.
Trafikken stopper ikke et øjeblik, og alligevel virker den smalle gade stille i de tidlige aftenstimer. En fotostuderende går rundt og forsøger sit held med kameraet, først fra den ene vinkel, så fra den anden. Et par hunde går forbi, tilsyneladende uden at registrere trafikken omkring sig, kun interesseret i at finde en pæl, hvor de kan forrette deres nødtørft. Deres småberusede ejer går efter dem, og et øjeblik er vi pludseligt mange i denne smalle gade – bilister, cyklister, fodgængere, hunde, fotografer, skribenter og handlende - som alle deler denne lille plads, og alligevel går i vores egne små verdner. Nu er gruppen af unge mennesker blevet enige om menuen og er på vej ind i den italienske butik for at bestille hos den unge mand bag disken, som er holdt op med at se spørgende på de tre, der sidder og glor fra den anden side af gaden.