Gule Stænger

Hun lægger mobiltelefonen i håndtasken. Døden kommer sgu aldrig belejligt, når hun lige at tænke i splitsekundet, inden verdens enkeltdele smelter sammen til en grå, fugtig masse. Tårerne nægter at trille ned ad kinderne. De hober sig bare op og sætter sig tungt på øjnene. Det slørede syn burde gøre det nemmere at ignorere stirren fra den gamle dame med strikkepinde, men gør det ikke. Hun er der næsten.

Sweateren klør, hun kan ikke have, den rører ved hendes krop. Manden foran i den blå skjorte råber et stednavn. Hun rejser sig og tager et vaklende skridt fremad, mens hun famler efter den gule stang foran sig for støtte. Hun presser læberne tæt sammen og dømmer det indestængte, gennemtrængende hulk til lydløshed. Næsen løber og gør vejrtrækningen til et nødvendigt onde.
Hun bekymrer sig om arbejdet. Om hun kan blive væk, folk har jo brug for hende. Hun rækker efter den næste gule stang. En gruppe højrøstede gymnasielever maser sig forbi og presser hende mod en ung gummityggende fyr med hovedtelefoner på. "Så pas dog på" siger den unge fyr prompte, men så giver synet af de hævede øjne og løbende næse trods alt et sæt i ham. Han tier og bliver ved med at glane.

Sweateren klør. Hulket kvæler i halsen. Hun åbner munden og gisper efter vejret. Tårerne begynder at rulle ned ad kinderne og skyller sved med sig ind i munden. Gymnasielevernes larm får hende til at holde sig for ørerne. Lyden af tårer, sved og mundvand, der i et bliver suget ind i luftrøret, rusker gymnasieleverne, som pludseligt står stille og glor på hende. Hun rækker efter den næste gule stang. Den er hendes eneste ven lige nu, hendes livline. Hun prøver at kigge væk, men alle vegne er der mennesker, der kigger nysgerrigt. Hun ønsker, hun kunne falde sammen om sig selv.

Larmen inde i hendes hoved overdøver ikke stilheden i de omgivendes påtrængende øjne. Hun går forbi den gamle dame med strikkepinde, den unge gummityggende mand med hovedtelefoner på og gymnasieleverne, som udveksler sigende blikke. Manden i den blå skjorte trykker på en knap og lader hende stå af.

Hun går ind i bygningen og finder sin chef med det samme. "Det er min mor", siger hun grådkvalt, inden hun uden at vente på svar vender sig om og løber tilbage til busstoppestedet.