I Maskinernes Vold

Den gamle dame i hjørnet stikker næsen dybere ind i sit Se og Hør, for at undgå øjenkontakt med den unge herre, der lige er trådt ind ad døren. Hun har aldrig set ham før, og hun synes, der er noget ubehageligt ved den måde, han bevæger sig på. Hun føler sig ikke utryg, for hun har jo siddet her hver eneste evige onsdag i de sidste mange år.
Det er hende, der ved, hvordan hele apparatet funger. Og hvis nogen ikke kan finde ud af noget, plejer hun at kunne hjælpe til. Hun har prøvet det hele. Men der er trods alt noget ved den unge herre, som gør hende ilde til mode. Det er som om, han ikke hører til her. Han hilser ikke, det gør ellers alle de andre heromkring … Hans øjne flakker rundt, han kigger forskræmt igennem vinduerne … Hvorfor bliver han her? Alle de, der kommer her, er fine mennesker. Folk hilser, sommetider tager de kage med og sludrer lidt. Hun har selv taget kringle med i dag, men hun gider ikke sidde og spise alene. Alle hendes gamle venner bor på plejehjem. Altså dem, der stadigvæk lever. De er alle blevet senile, døve, immobile eller blot gnavne. Det er ikke nemt at være så gammel og så alligevel helt igennem frisk og rask. Derfor er det her blevet hendes uges højdepunkt, en mulighed for at opleve verden uden for den efterhånden ret kedelige lejlighed. Det kan være hun trods alt skal henvende sig til den unge herre, så han kan lære, hvordan man behandler hinanden her.

Manden, der lige er kommet ind ad døren er til gengæld alt andet end tryg. Derfor er det godt, at han er et rationelt menneske. Man skal nemlig være et ægte fornuftsvæsen for at kunne holde fast ved troen på, nej ikke tro, kendsgerning … ja det må være en kendsgerning … den kendsgerning, at det her IKKE er verdens undergang. Men det er sgu ikke nemt … Han har aldrig oplevet noget lignende. Han går rundt i cirkler og nægter at tro, at det her sker for ham. Det ville have været nemmere, havde han nogen at snakke med. Men at gøre det her til en social event var bestemt ikke en mulighed.

Tænk at der er nogle, som kommer her jævnligt. Det er jo sygt! Det at blive set her af fremmede er i sig selv pinligt nok. Heldigvis er her ingen kendte ansigter. Men derude … Forbandede vinduer, de er jo enorme! Det er ikke til at vide, hvem der kan se ham, og hvor hurtigt rygtet så kan spredes. Heldigvis er der ingen, der henvender sig til ham. Han tager læderjakken af, velvidende hvilken effekt hans store hagekorstatoverede arme har på omgivelserne. Han føler sig som et dyr i et bur. I den tid, han bliver nødt til at stå her, kunne han have pumpet så meget jern … Han kunne nå at slide maskinerne i den gamle kælder helt ned. Han sætter sig og holder hovedet i hænderne. Hvorfor skulle han nu også rode sig ud i denne åndssvage løgnehistorie? Hvordan kunne det ske for ham, der altid havde styr på det hele?


Han havde ringet nogle af klubbens medlemmer op og kaldte dem til et møde i Den Hvide Borg, hvor de altid plejede at få deres formiddagsøl. Han havde brug for at snakke, for kællingen, Fie, havde igen været stridig – godt nok var hun gået med på at barbere hans hoved, det manglede bare, men så kunne hun ikke holde sin kæft et sekund. Han var der aldrig for tvillingerne. Vaskemaskinen har ikke virket i over en måned. Hvad har han tænkt sig at gøre ved det? Han var altid fuld … Hun holdt ikke engang pause for at trække vejret … Man skulle tro, hun ikke kendte konsekvenserne af at brokke sig så meget, at hun ikke havde prøvet det før. Nogle mennesker lærer vist ikke af erfaring ... I det øjeblik skalpellen var pakket til side, vendte han sig om og uden at blinke leverede en perfekt placeret lussing, der sendte Fie til tælling. Endeligt blev der stille. Det i sig selv var ikke usædvanligt. Tæsk er jo en fast del af et sundt parforhold. Man skal vide, hvor man har hinanden henne.

Dagen efter var Fie skredet. Han vidste slet ikke, hvordan det hele var gået for sig. Kællingen havde vist ikke rent mel i posen. Pludseligt var han alene. Hold kæft det var belastende. At købe ind, at skulle skifte elpærer, at tage sig af breve fra banken, advokater og andre tosser … Han havde da travlt nok i forvejen med at vedligeholde den gamle chopper og køre ærinder for klubben. Chopperen lækkede olie, og han brugte al sin tid på at få den repareret. Og den fucking vaskemaskine! For helvede da, der må være en grænse for, hvor uretfærdigt livet kan behandle en! Og så var kællingen ikke hjemme. Hvordan skulle han finde tid til det hele?


Hvis hun ved, hvad der er godt for hende, så giver hun aldrig et livstegn fra sig. For ellers bliver det også hendes sidste.


Vaskemaskinen var det dog en midlertidig rimelig god løsning på. Det viste sig meget hurtigt, at der faktisk ikke skete noget ved, at man ikke skiftede undertøj et par gange om ugen. Og overtøjet kunne man nøjes med at skifte endnu sjældnere. Men det uundgåelige var nu kommet. Hvis ikke der blev vasket tøj … Selv i Den Hvide Borg er kammeraterne begyndt at holde distance fra ham … Der var ikke andet at gøre, end at ringe til Tommy, klubbens operationsofficer, og aflyse deltagelsen i dagens møde efter fodboldkampen. Tja, han havde lige fået den reservedel, han manglede til chopperen, og nu skulle den bare repareres. Ja, han skulle nok være med næste gang. Ikke noget vrøvl.

Ja, livet er hårdt. Hvis nogen fra klubben ser ham her nu, er han færdig. De satans kæmpevinduer. Hvad fanden er de til for? Nu er han sur, og for en gangs skyld har han ingen og intet at afreagere på. Bare ingen fra klubben får øje på ham her. Det var en stor fejl det hele. Han skulle have taget med til det møde, for pokker, hvad nu?

Den ældre dame rører blidt ved hans tatoverede overarm. "Deres maskine er færdig, jeg tror godt, De kan tage Deres tøj nu og putte det i tørretumbleren. Det tager ikke mere end en halv time. Har De lyst til lidt kringle imens?"