Læs historiens første del her.
Mortens spinkle krop var ved at falde fra hinanden af rystelser, mens verden omkring ham opløstes i tårer. Det kunne ikke passe! Anna, den vidunderlige lillesøster, der altid forstod at sige det rigtige. Hun lovede at redde dem fra det mareridt, de levede i. Hun lovede at finde ud af det. Hun lovede, at alt skulle blive godt igen. Han kiggede forundret på sin far, som havde leveret nyheden til ham uden selv at virke særligt påvirket af situationen.
Han lod sig omfavne af faderens stærke arme. Hans far var det eneste, han havde tilbage nu, hvor Anna er død … Nu hvor hun er død … Morten turde næsten ikke tænke tanken. Nu, hvor hun er død … kan det så være, at mareridtet har fået en afslutning? En ubegribelig tragisk en af slagsen, men en afslutning trods alt?
Morten skammede sig over at tænke sådan lige i dette soveværelse. Her, hvor han så mange gange havde ladt Anna betale prisen for hans utilstrækkelighed og frygt for deres far. Kameraet stod endnu monteret på stativet på hjørnet. Morten lod sin far kramme sig. Han skælvede af gråd, og faderens hænder holdt tæt om ham og løb op og ned af hans ryg. Det var lige meget nu. Morten havde så meget brug for at blive holdt om, at han var aldeles ligeglad med, hvad det måtte koste. "Vi må klare os på egen hånd, søn", faderens hånd gled langsomt ned at Mortens ryg og kærtegnede hans tynde krop. De lange benede fingre nærmede sig hans lem, som øjeblikkeligt reagerede på berøringen. Paralyseret stod han der, mens hans tanker fór omkring i verdensrummet.
Det var anderledes med Anna. Og så alligevel ikke. Han hadede at gøre hende fortræd. Hver gang, efter faderen havde fået ham til at røre ved hende, havde Morten fået kvalme. Faderen havde altid givet præcise instrukser, som ikke lod plads til misforståelser, om hvad han skulle gøre ved Anna, og hvordan Anna skulle røre ved ham. De mindste afvigelser blev gengældt med højtråbte ydmygelser. Morten hadede sin krop for, at den lystrede faderens ønsker. Mest af alt ønskede Morten sig impotent. Ikke at kunne følge faderens anvisninger.
Anna havde altid styr på det hele. Hun gjorde altid, som det blev forlangt af hende, mens hendes øjne talte deres eget sprog. Det eneste, hun havde tilovers for faderen, havde altid været et koldt følelsesforladt blik, som ikke afslørede hverken had eller kærlighed. De selvsamme øjne havde det dog med at forvandle sig til to kilder af varme og kærlighed, når faderen tvang Morten til at røre ved hende. Hemmeligheden havde ført dem sammen og gjorde dem til sjælevenner, som sammen græd over deres fælles skæbne. I mareridtets første år havde Morten kunnet se angst, smerte og foragt i hendes øjne. Med tiden forsvandt angsten, og foragten, vidste han godt, var ikke over for ham. Til gengæld fikserede hun hans eksistens med sit blik, da hun under akten nikkede ganske let og formede ordene "det er ok" med sine ellers sammenbidte læber. De græd under akten. Bagefter lå hun altid længe i badekarret, mens han ventede tålmodigt på, at hun blev færdig, og det blev hans tur.
Engang havde Morten fortalt Anna, hvad deres far plejede at gøre ved ham, når hun ikke var hjemme. Hun kunne jo godt holde på en hemmelighed. Ja, dér blev der også filmet og taget billeder. De havde ikke snakket om det siden, men siden da havde Anna altid været hjemme, når faderen var hjemme.
Jo mere forståelse Anna havde vist over for Mortens umulige position i forhold til faderen, jo mere hadede han sig selv. Faderens ukvemsord påvirkede ham ikke mere. Det var hans egen manglende evne til at sige fra, der plagede ham dag og nat. Men nu betød det ikke noget længere. Nu, hvor Anna var død, var alt endegyldigt tabt. Nu var der ingen andre end ham selv, han kunne sætte sin lid til. Anna var væk. Hendes død måtte ikke være forgæves, tænkte Morten, mens hans far hjalp ham ud af tøjet.
En halv time senere, da faderen var faldet i søvn listede Morten sig ud i badeværelset og åbnede op for det varme vand i badekarret. Mens vandet løb, gik han over til computeren, som rummede utallige kvalmende billeder og film, som aldrig måtte se dagens lys. Han tændte for computeren og for første gang nogensinde så på de utallige billeder, hvor han havde hovedrollen. Han åbnede for browseren, fandt den ønskede mailadresse, åbnede en ny mailmeddelelse, vedhæftede alle billederne, tastede "kbh@politi.dk" og trykkede på send. Det kunne tage lang tid, markerede han sig. Der var flere gigabytes, der skulle sendes. Han lod browseren stå åben og gik videre til køkkenet, hvor han drak et glas vand og hentede en køkkenkniv. På vej til badeværelset noterede han sig, at mailen endnu var ved at blive sendt. Han låste badeværelsesdøren efter sig. I samme øjeblik han lagde sig ned i badekarret med kniven ved sin side, hørte han sin fars skridt nærme sig badeværelset og forsvinde i retning af køkkenet og den tændte computer med den åbne browser.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar