Jeg kom hjem pænt beruset ved ettiden efter en vellykket julefrokost med kollegaerne fra advokatfirmaet Rosing & Thomsen. Chefen drak for meget og var pinlig, Sure Betina var for en gangs skyld afslappet, Alan fra IT gik kold, og jeg kom næsten i bukserne på Lærke. Lærke og jeg delte taxa hjem, og jeg blev hårdt ramt af virkeligheden, da hun steg af ved sit hjem og gav chaufføren min adresse. Set i bakspejlet var det vist meget godt, for jeg var for fuld til at kunne afklæde mig selv, endsige en lige så beruset partner.
Jeg kom hjem, lagde nøglerne på køkkenbordet og blev ædru med det samme. Sanserne skærpedes, og jeg kom i kontakt med min indre ninja. Skufferne i køkkenet var åbne og tomme, og på gulvet lå et virvar af køkkengrej. Inde i stuen lå bogreolen væltet, vasen, som ellers altid stod i vindueskarmen, lå i små diamantlignende skår på gulvet, og det gamle bonsai lå fladt og knækket ved en af de væltede spisestole.
Det var stadigvæk varmt i huset på trods af soveværelsesvinduet, som stod åbent som et gabende hul i væggen, igennem hvilket snefnug blæste ind. Han kunne ikke have været nået langt, tænkte jeg, mens jeg kiggede ud til den mørke baghave, hvor gerningsmanden stadigvæk måtte være.
Der var ikke tid til spekulationer. I køkkenet så jeg min tunge kagerulle på gulvet. Jeg bevæbnede mig med den og tændte for havebelysningen for med det samme at træde ud i snevejret. Suset af adrenalin indgød mig selvsikkerhed, jeg fæstnede grebet om kagerullen og glædede mig næsten til den uundgåelige skæbnesvangre duel. Mine fødder sank igennem den friske sne og jeg kunne mærke det usynlige glatte lag is, som efterhånden var ved at dække ikke blot min have men snart hele byen.
-------------------------------
Fuck, hvor var det fedt! Det var næsten for godt til at være sandt. Et totalt Clean Job med en touch af spænding. Sådan en stor villa, ikke, og så har stodderen ikke andet end et gammeldags Yale-lås på sin hoveddør. Et styk tynd metaltråd var alt, hvad der skulle til. Men så snart jeg trådte ind i huset, begyndte jeg at svede. Du ved, alt det snevejr udenfor og sådanne rigfolk, de slukker jo aldrig for deres radiatorer… jeg åbnede soveværelsesvinduet til baghaven for at få frisk luft og begyndte at samle lækkert sølvtøj i køkkenet, dyrt køkkengrej, en fladskærm der hang på væggen osv.. Da jeg var færdig i køkkenet smed jeg lidt rundt omkring mig med ubrugeligt grej for at gøre idioten nervøs, når han engang kom hjem i en brandert. Jeg læssede så det hele i bilen og gik videre til stuen.
Det tog mig flere ture til bilen at kunne læsse både stereoanlægget, fladskærmsfjernsynet, computeren og pengekassen, som jeg fandt i væggen bag et stort maleri. Jeg fik stuen til at ligne et bombet lokum og gik videre til arbejdsværelset. Men så snart jeg kom i gang, hørte jeg en raslen ved døren. Jeg havde bestemt ikke regnet med, han skulle komme hjem så tidligt. Jeg forstår ikke, hvordan det lykkedes ham at undgå at se mig… På den anden side var han så stinkende stiv, at hele showet faktisk blev ret underholdende. Han gik rundt som en anden Sherlock Holmes, tog fat i en gammel kagerulle, som vejede et ton, og vraltede ned igennem baghaven som en anden klovn på en krigssti. Nu var det ikke andet for mig at gøre end at låse bagdøren bag ham, lukke soveværelsesvinduet, tage hans pas med fra skrivebordsskuffen, låse hoveddøren bag mig og skride. Voilà!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar