Blot Deres Mor var Mere Tilstede

Jeg kørte så pænt jeg overhovedet kunne. Det sidste jeg manglede nu, var et møde med politiet. Kold sved løb ned ad ryggen på mig, for 10 minutter tidligere havde jeg modtaget den opringning, enhver forælder frygter. Da politimanden havde præsenteret sig, var det som at få en knytnæve i maven, jeg var nær besvimet. Men langsomt var det lykkedes mig at forstå den simple tragiske kendsgerning, at min dejlige datter, smukke 15 årige Anna, lå livløs på hospitalet.
En spritbilist, som havde kørt over for rødt, havde ramt hende. Hendes lille krop blev mast mellem to biler midt i det store vejkryds lige uden for politigården. Hvad skulle du også der midt på dagen, elskede pige? Du skulle jo have været i skolen! Annas hjemmeadresse havde stået på alle hendes skolebøger, hvilket gjorde det nemmere at spore forældrene. Margrete, Annas mor og min kone igennem de sidste 20 år, havde de ikke kunnet træffe, for hun er igen i udlandet med sit arbejde. Om jeg kunne komme og identificere liget.

På vej hjem fra hospitalet ryster jeg så meget, at jeg næsten selv rammer en fodgænger. Min krop dirrer af spænding. Jeg bliver nødt til at tænke klart, men chokket er overvældende. Jeg skal fortælle Margrete den tragiske nyhed. Og Morten, vores søn på 17. Hvordan mon han vil takle det? Pludseligt bliver jeg klar over adrenalinrusen i min krop. Hvad sker der?

Hjemme. Kan ikke tænke klart. Jeg tager en whisky, det plejer at hjælpe. I baglommen i Annas taske finder jeg udskrift af en håndfuld billeder af hende og Morten, som jeg har taget de sidste år. Der ligger også et brev, hvor hun fortæller om voldtægt og tvang. Jeg vidste hele tiden hun var for stor en risiko. Møgtøsen var på vej til politigården for at stikke sin egen far! Jeg tænder for computeren og finder de mange billeder frem, som jeg har af hende og Morten. Kigger på deres bare kroppe. I alle disse billeder har Morten et intenst blik i øjnene, en blanding af foragt og begær. Jeg er stadigvæk irriteret over hans blege, tynde lille krop. Uden fars støtte ville denne håbløst tøsede dreng aldrig kunne finde ud af det modsatte køn. Det er godt han har mig. Anna har også altid været meget hjælpsom. Hun sagde aldrig fra, og var diskret, i hvert fald indtil det sidste. Metoderne har vist været noget uortodokse og ikke uden risiko, men den risiko løb jeg gerne for min søns skyld.
På trods af Annas stille og generte væremåde havde hun altid været det svage led. Jeg har de sidste år været meget bekymret for, at hun skulle røbe noget. Mange nætter har jeg ligget vågen og spekuleret, om hun var til at stole på. Det har suget al livsglæde ud af mig. Nu, hvor denne utaknemmelige rotte er ude af verden, kan jeg trække vejret igen. Jeg er i sikkerhed! Jeg lever! Den lille tøjte havde nær ødelagt sin egen familie, men heldets, eller snarere retfærdighedens gudinde trådte til, da det var mest nødvendigt. Det skal fejres.

Morten er hjemme fra skolen. Jeg fortæller ham nyheden, og han kigger uforstående på mig, som han var evnesvag. "Din hemmelighed er sikker nu", forklarer jeg tålmodigt, "Du har intet at frygte." Han smiler usikkert og er grædefærdig. Jeg holder tæt om ham og trøster ham. Blot deres mor var mere tilstede. Drengen trænger til omsorg i denne svære tid. Han er alt, hvad jeg har tilbage. Jeg løber hånden op og ned hans ryg og presser ham tæt mod mig. Jeg er fri!

Læs anden del her.