torsdag den 1. december 2011

Dag 1 - En Tiltrængt Pause

En Tiltrængt Pause

Så, nu er vi i gang igen. De første fester er faktisk allerede bag os, men vi har ikke set det værste endnu. Det er helt ufatteligt, hvor travlt vi har i denne "glædens tid".

Sådan var det så, at jeg og betjent Petersen, min makker, sad i bilen uden for domkirken, hvor det var lige tilpas mørkt. Her bliver vi ikke forstyrret, tænkte vi. Hold da kæft, hvor var vi naive. For i det øjeblik, vi satte tænderne i den spritnye citronhalvmåne, som vi havde forsynet os med på forhånd fra vores stamkiosk …

Lige inden denne guddommelige øjeblik indtraf ... Jeg kunne allerede næsten mærke den dejlige, halvhårde glasur knække mod min gane, da det pludseligt sagde BANG, og noget bag ved os ramte bilen. Vi forskrækkedes sådan, at jeg fik citronhalvmånen smurt over hele overskægget, og Petersen, som altså altid åd som et svin, begyndte at hoste en regn af halvtygget kage op. Man kan sgu aldrig tage ham med nogen steder. Han kan være så pinlig.

Hurtigt fejede jeg kagen af overskægget, børstede det omhyggeligt, sørgede for, at alle dippedutterne sad korrekt i bæltet, og skyndte mig ud af bilen for at se, hvad der var sket. Jeg siger dig, jeg troede altså, det var løgn, det der… Der var sgu en ung kvinde, der bare lå der besvimet ved vores bil. At dømme efter hendes påklædning så var hun sikkert på vej hjem fra en af de der forbandede julefrokoster.

"Rolig", sagde Petersen som nu var færdig med at sprøjte kage over sig selv. "Jeg så hende vakle hen imod os. Hun kom fra restauranten der", sagde han og pegede mod 'Hawaii Pizza og Kebab' på den anden side af parkeringspladsen.

"Hun besvimede bare pludseligt og faldt, det var på vej ned, at hun ramte hoved mod bagklappen. Det var sgu også heldigt, for ellers var hun bare kørt af sted". Kors, der lå faktisk en bilnøgle ved siden af hende. Hun lugtede af gammelmandsbræk.

"Kom, lad os tage hende til skadestuen. Der kan hun vågne op", sagde Petersen og løftede hende. Og pludseligt så stod jeg foran Store Petersen med halvtygget kage sprøjtet over hele hans uniform, der bærer en spinkel ung kvinde klædt ud som en julenisse, og skulle køre til skadestuen i stedet for at nyde min pause. Og alt det fordi en dum juledulle havde lyst til at drikke sig i hegnet. Jeg hader julemåneden.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar