The Killing Fields
Der gik rygter i lang tid. Lang tid, siger jeg? Hele mit liv
har jeg hørt disse rygter, men jeg nægtede at tro på dem. Jeg ville ikke tro på
dem, og jeg kunne heller ikke. Prøv du at forestille dig et liv, hvor du hver
eneste evige dag bliver mindet om, at du en dag skal dø. Som ung.
Sådan gik det til. Alle omkring mig snakkede om den snarlige
død, men jeg var trodsig. Jeg levede, som om jeg skulle leve for evigt. Mens de
andre bekymrede sig, nød jeg hver eneste solskinsdag. Mens deres holdning blev
dårligere af bedrøvelse, strakte jeg mig til det yderste for bedre at kunne
høre fuglenes kvidren. Mens de forblev tynde og sygelige, voksede jeg mig stor
og stærk. Var der noget der skyggede for solen for de andre, så var det tit mig
og ikke en byge.
Hurtigt blev jeg større, stærkere og ikke mindst pænere end
selv de mest forfængelige af de andre. Har man ikke livsglæde, så skinner det
altså igennem en, og der er altså intet, der kan kompensere for det. Jeg gad
ikke smide mit liv væk på grund af rygter om nogen, der engang måske og måske
ikke havde set noget med mennesker med maskiner. Ingen vidste længere, hvem det
var, der måske eller måske ikke har set det, hvad det nu må have været.
Det var ikke nemt at nyde livet i sådant et selskab. Du
løber nu rundt i cirkler, hænger dekorationer på ”dit juletræ”, som var det det
vigtigste i verden. Du er fuldkommen uvidende om dine forældres bekymringer om
din fremtid. Og gudskelov for det. Du skal nyde nuet. Sådan var jeg også den
gang. Årstiderne skiftede, årene gik, jeg voksede mig stor og stærk, og
rygterne, ja rygterne, de ragede mig en høstblomst.
Men en dag skete der noget. Det var sent efterår, og det skete på et
tidspunkt, hvor jeg allerede var godt og grundigt træt af den miserable
holdning omkring mig. Jeg kikkede blot op mod den smukke himmel og passede mig
selv. Stemmerne omkring af mennesker og maskiner har jeg hørt før, de bekymrede
mig ikke. Men pludselig lagde jeg mærke til at de kom tættere og tættere. Altså
tættere end nogensinde før. De kom direkte hen imod mig, kredsede lidt om mig …
Dér begyndte det hele at virke lidt suspekt, og inden det gik op for mig, hvad
der foregik, trak de en økse frem og begyndte at hakke i mig!
Det hele gik så stærkt, jeg nåede ikke at registrere det. Jeg
blev lidt svimmel. Verden drejede rundt for mine øjne, himmel og jord byttede
plads, jeg kom i en ubehagelig vandret stilling, blev sat på en stor trailer og
efterladt der. Så snart de var færdige med mig, begyndte menneskene at hakke i
mine naboer og stable dem alle i en anden trailer.
Sådan gik det til, at jeg så befandt mig uden for
stormagasinet, med alle mine naboer i rækker bag ved mig. Manden ved siden af
ville jo først sælge mig til sidst, men du insisterede. Det skulle bare være
mig. Nu ved jeg, rygterne passede. Og du klæder mig på med papirklip og små
lys, der tunger på mine grene, som ikke er så stærke længere. Men det er vist
ikke i det her dunkle værelse, jeg møder mit endeligt. For har rygterne ret, kommer
du om nogle dage til at smide mig på fortovet, som gammelt skrald. Dér får jeg
i det mindste et sidste glimt af solen, inden de skal bruge mig til kompost.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar