Den Lange Snørklede Vej
Hej skat, sover du ikke? Jeg er så ubeskrivelig træt. Har du haft smerter i brystet igen? Det er godt du skal til lægen i næste uge. Skal vi sidde sammen lidt, inden jeg går i seng?
Sikken en nat. Der var i den grad gang i den
nede i byen. Helt vildt. Den slags aftner starter jo altid godt og ender om ikke katastrofalt så i hvert fald meget grimt. Folk mister jo alle
hæmninger og kan slet ikke styre sig. Sådan er den store julefrokost-aften.
Du ved, de tidlige timer i
aften var de absolut bedste i hele året. Pludselig var jeg ikke den anonyme
medarbejder længere, som ingen lægger mærke til – folk hilste og ønskede mig glædelig
jul. Og det virkede som om, det ikke var bare hvem som helst, der ønskede mig god jul, for
det var jo fornemme folk i jakkesæt og gallakjoler. Det var så hyggeligt. Der blev
pludseligt sat pris på min indsats. Det betød noget. Det var lige før, det kompenserede for, at jeg ellers bliver fuldstændig ignoreret året rundt.
Det varmede om hjertet. Men så begyndte folk også at drikke.
Mens folk drak, skete der ikke
meget. Jeg kendte jo allerede rutinen, så det var bare frem og tilbage, frem og
tilbage, frem og tilbage i en lang evighed. Lidt kedeligt, men det gav mig tid
til at fortabe mig i mine egne tanker og reflektere over juletiden. Jeg overvejede
hvilke gaver, vi havde råd til at købe børnene i år, spekulerede over om din sukkersyge skulle
drille igen juleaften, om vi engang kom til flytte ud af denne lille lejlighed … Jeg
håber virkeligt for os alle sammen, at næste jul bliver bedre. At du skal være rask igen. At der vil være masser af mad på bordet, hårde pakker under træet, og godt med plads rundt om
bordet. Måske endda et par gæster.
Pludselig var tiden gået, og folk begyndte
at dukke op i deres kvalmende alkoholtåge. Jeg vidste, det blev
ubehageligt, men hvad kunne jeg gøre? Nogle par satte sig i de bagerste sæder,
kælede og snavede, som de var alene. Andre sang højt og råbte, som var det et fodboldstadion.
Den tætte lugt af alkoholånde blev mere og mere uudholdelig. Nogle piger satte sig ved vinduet og græd, så
deres make-up løb ned ad kinderne. De så alle sammen så ynkelige ud
i deres fine tøj. Og så var der dem, der skændtes. Jeg kunne jo ikke uden videre gå
fra den ene fulderik til den anden og skille idioter ad fra hinanden, så det blev til noget værre rod. Og så var
der dem, der brækkede sig. Det var for ulækkert, for der var jo andre tilstede, og
selv om man måske ikke selv blev direkte ramt af bræk, så var lugten jo ikke til at
holde ud. Det, at jeg fandt mig i lugten i så mange timer, at jeg næsten
vænnede mig til den, var en skræmmende tanke.
Når aftenen var slut, kørte jeg til
værkstedet, hvor jeg sammen med mine kolleger gjorde busserne rene. Nogle af de
andre havde haft en meget være aften end mig. Nogle havde været ude for en ulykke –
der var jo en del spritbilister derude sådan en aften. Andre havde været udsat for
trusler og vold. Vi glemte alt om, hvor hyggeligt aftenen var begyndt, og syntes nu, det havde været
årets værste aften. Ingen gad snakke om, at nytårsaften lurer rundt om
hjørnet.
Skat, jeg er ked af det, men jeg
bliver nødt til at gå i seng nu. De næste par dage har jeg fri, så vi skal nok nå
at hygge os i weekenden. Men nu er jeg ved at falde om. Jeg elsker dig. Og vi skal
nok komme til at synes om jul igen. Det lover jeg.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar