Bløde Pakker
Birgit sidder i sofaen med strikkepinde i hænderne. Her har
hun siddet mange timer om dagen siden påske. Viggo er småirriteret over det,
for han mener, hun slider på sofaen. Og også lidt på ham. Hun sidder hele tiden
på venstre side under læselampen, og hynden under hende er så flad, at det
føles mærkeligt at sidde ved siden af hende. Hun sidder så lavt, at det er som
at sidde ved siden at et lille barn.
Det er helt rigtigt, det man siger – tænker Viggo – julen varer
altså helt til påske. Men så heller ikke længere. Nu er det en del år siden,
Birgit og Viggo er gået på pension, og Viggo kender rutinen. Juleaftensdag
rejser Birgit sig fa sofaen uden et ord, går ind i køkkenet og tager over. Når
Sofie og Jørgen kommer med Nanna, Per og Malte, så er huset juleklart.
Dekorationerne er selvfølgelig allerede på plads, det sørgede Birgit for, at
Viggo sørgede for.
Jeg glæder mig så meget til, at hun er færdig med alt det
strikkeri – tænker Viggo – jeg føler mig som en strikkeenkemand. Det er ligesom,
min kone bliver erstattet med en chef hvert år fra påske til juleaftensdag. Væk
med varme, hygge og kærlighed, væk med hyggelige snak foran fjernsynet, og ind
med ’vil du ikke godt dit’ og ’vil du ikke godt dat’, ’husk at vande blomster’,
’har tomt opvaskmaskinen?’, ’skal vi ikke spise bøffer i aften?’ og ’SHHH! Jeg
tæller masker!’ i en uendelighed.
Hvor mange sokker og sweatere, tror kvinden, de mennesker
har brug for? Viggo har prøvet at få et fornuftigt svar fra hende. Det eneste
respons, det lykkedes ham at få, var et prompte ’Det er altid koldt omkring
jul, og mine børnebørn skal ikke fryse!’ Dér opgav Viggo sin jagt på en
fornuftig forklaring. Han mener altså det samme, han altid har ment, altså at
så længe alle i familien kun har to fødder og en torso hver, så skal der ikke ligge
en hel bunke af sokker og endnu en af sweatere under juletræet. I hvert fald
ikke hver jul. Snart er det hele overstået. Alle får deres uldne gaver, spiser
godt, og livet kan igen gå sin sædvanlige gang. Viggo ærgrer sig tit over, at Birgit
er så udmattet, når juleaften endelig kommer. Hele den stress hun udsætter sig
selv for med det urimelige antal strikketøj, der skal produceres, er til at
mærke. Juleaftensdag er Birgit altid træt og irritabel, og juleaften rammer
migrænen så.
Når Birgit sidder ved bordet med en lurende migræne i
kroppen, må man være stille og opføre sig ordentligt. Den mindste larm, de
mindste bevægelser er som hammere, der banker hende på hovedet. Børnene må
sidde stille, og ingen må tale under den festlige middag. Viggo synes, det er
en skam for børnene, og han synes det kunne være rart for dem at tilbringe
flere juleaftner hos Jørgens forældre, hvor der er større frihed. Men det vil
hverken Birgit eller Sofie høre noget om. Birgit insisterer på, at hun har det
godt. ’Det skader heller ikke på deres opdragelse at lære at sidde pænt ved
bordet’ siger hun. Sofie synes ikke hun kan være bekendt ikke at være der, når
hendes mor har det så skidt.
Efter jul skal Birgit bruge et par dage på at sunde sig, og så
er hun sit gamle selv igen. Nytårsfest med de gamle naboer er altid en succes,
og i hele perioden frem til Påske rejser de meget, går til koncerter og lever
livet fuldt ud. Og sådan fortsætter det søde liv helt til påsken, hvor
strikkepindene hives frem.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar