Jagten på den Forsvundne Jul
”Snart er det jul. Jeg skal vinde min søn tilbage. Der er
min sidste chance for at vinde min søn tilbage.”
Damen, der taler, holder en kort pause og bunder sin guldøl.
Hun har mange lag slidt, tyndt tøj på. Hun bærer en gul, rød og grøn hue på hovedet. Rynkerne
i hendes vejrbidte ansigt er dybe og hårde. De bevæger sig ikke når hun taler.
Heller ikke når hun smiler. Men det gør hun ikke så tit.
Manden, som damen taler med, sidder ved siden af hende på
cykelstativet uden for Føtex. Ligesom hende ser han også meget ældre ud end han
er. Han er ikke helt ved bevidsthed, men han er der ved siden af hende. Mere
har hun ikke brug for. I hvert fald ikke lige her og nu. Sammen ejer de en
barnevogn. Ikke fordi de har et lille barn eller planer om at få et, selvom det
måske kunne være rart, men mest fordi en barnevogn er rigtig god at bevare sine
ejendele i. Specielt tæpperne, som de vikler om sig om natten, har det godt af
at blive lagt sammen og holdt i barnevognen.
”Jeg lånte telefonen på kontoret forleden,” siger hun og
peger mod herberget. ”Jeg skulle fortælle nogen om min søn. Men ikke til de
frivillige her, som altid synes, de er bedre end os andre. Så jeg ringede til
det der … du ved … livslinjen … Jeg tænkte, der er man nok god til at lytte. Det
var en kvinde, der tog telefonen. Mille, sagde hun, hun hed. Jeg fortalte hende,
hvordan min søn havde sagt til mig, han ikke ville have noget med mig og gøre,
fordi han mente, jeg drak for meget. Han var flov over mig. Jeg fortalte hende,
hvor meget det skar i mig, da han sagde det. At jeg havde lyst til dø”
Manden ved siden af åbner et halvt øje og siger ”Du skal da
ikke dø, du har jo din søn. Og i morgen skal vi i øvrigt også mødes med Frank i
parken. Du skal da ikke dø.”
”Nej, det skal jeg kraftedeme ikke. Jeg har min søn jo. Han
får jo brug for sin mor en dag. Og hvad skal der så ske, hvis ikke jeg kan være
der for ham? Jeg skal ikke være en dårlig mor. Nej, det skal jeg ikke. Jeg har
besluttet mig ikke at drikke overhovedet fra nu af og så frem til jul. Se, vi
kan da godt forstå hinanden, ikke ligesom alle de der skide frivillige. Hende i
telefonen, jeg siger dig, hun var stum som en fisk. Midt i samtalen lagde jeg
røret på bordet for at tage mine piller. Du ved, dem som gør, at jeg ikke tuder
hele tiden. Men så gad jeg ikke snakke med hende mere. Hun sagde alligevel ikke
noget. Så jeg takkede pænt og lagde på.”
”Hold nu kæft med den historie. Nu har du ævlet og kævlet om
det hele tiden de sidste 4 dage. Selv de frivillige er trætte af at høre om det”
”Ja, det er sgu vigtigt, for pokker. Alle skal høre om min søn.
Og ved du hvad, Sara, hende den nye frivillige fortalte, der komme en pæn familie
og holder juleaften med os i herberget. Jeg kan love dig, de også skal høre om
det. Det er sgu min søn jeg snakker om! Kan du ikke forstå det?”, siger damen
og tager hul i en ny guldøl.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar