Dag 11 - Nisseterapi

  Vores Allesammens Jul - Dag10

Nisseterapi

Hold da op, det er koldt herinde. Det er det samme hvert år – julemarkederne holder altid til i dårligt isolerede bygninger. Jeg glæder mig til, vi åbner om lidt. Det er virkeligt skægt det her. Alverdens mest kitschede grej bliver solgt i stor stil til ældre damer, små børn, ja, selv unge mænd kan finde på at købe nisser til deres kærester.

De er sjove. Nisser, Altså. Man kan lave dem af hvad som helst, og de behøver jo ikke ligne noget bestemt. De skal bare være julede. I hvert fald de nisser, vi laver.

Åge synes jeg er lidt skør, men vi griner sammen af denne skæve beskæftigelse. Jeg tror, han har det godt af at bruge hænderne lidt. Efter så mange år bag skrivebordet i banken, tror jeg, han kan få det godt af at se, hvordan fejl ikke altid behøver koste penge. Lige så langsomt lærer han, at ikke alting skal være perfekt.

De har kørt ham benhårdt ovre i banken alle de år. Han knoklede, og blev pænt forfremmet, men ansvaret var for stort, presset voksede, og da banken gik konkurs, knækkede han. Han tror, det er hans skyld det hele, fordi han var bestyrelsesmedlem. Jeg ved ikke, om det er rigtigt. Jeg har ikke forstand på den slags. Men han sad jo ikke alene i bestyrelsen, det kan ikke være kun hans ansvar.

Uanset hvad, så kommer der altså ikke noget godt ud af at sidde hjemme og tilbringe de sidste år af et langt og godt liv i anger og selvbebrejdelse. Vi har jo bygget hus sammen, rejst sammen, danset sammen … Vi har altid gjort alt sammen. Jeg kan ikke klare at se ham lukke sådan om sig selv. Så nu har jeg fået ham til at lave julenisser med mig. Først ville han selvfølgelig ikke, det var barnligt pjat, sagde han, men som kvinde kan jeg jo visse kneb, som kan få en mand som Åge til at lystre.

Sådan er det gået til, at Åge nu selv designer sine egne nisser, vælger materielle og bruger mange timer på hver nisse. God til det bliver han nok aldrig, han bruger en hel da på en nisse, som jeg kan lave på en halv time. Men han hygger sig, og jeg bliver mindre urolig for ham. Vi sidder sammen, drikker kaffe, leger med materieller, snakker. Det er dejligt at snakke sammen.

Vi har heldigvis en god pension, og vi klarer os fint. Ellers ville jeg aldrig have givet ham lov at være med at sælge nisserne. For selvom han har lært at acceptere nissernes ufuldkommenheder, så kan han ikke se bort fra dem. Det er sjovt, hvordan han hver gang undrer sig på ny over, at kunderne påskønner netop det, han betragter som produktionsfejl – forkert nissehår, skæve arme osv.. ”Ja, Åse, vi synes jo, de er sjove og søde, men kun fordi, vi selv har lavet dem. Vi kan da ikke være bekendte at sælge den slags”, siger han, hver gang vi tager ud til et julemarked. ”Nej, du skal ikke give en halvtredser for denne her, øjnene sidder jo for højt oppe”, eller ”næsen er skæv”, siger han til kunderne. Engang hørte jeg ham sige til en dame, at hun ikke kunne være bekendt at købe ”sådan en grim nisse” til sine dejlige børn.  Jeg gøs. Vores mindst vellykkede nisse har færre fejl end ham. Men det kan være, han med tiden kan lære, at kunderne synes, ”fejlene” giver nisserne karakter. Ligesom hans egne fejl gør. 

Det store fjols af en hyggetrold. Den store bankmand, reddet af julenisser.

Vores Allesammens Jul - Dag12