Absolute Christmas
Uden at registrere det gør Mille en synkebevægelse, mens hun
lægger røret på. Synkebevægelsen er dårligt synkroniseret med hendes åndedræt, og hun er
ved at kvæle på sin egen tunge. Hun begynder at hoste. Tårer dukker op i hendes øjenkrog. Nu går det op for hende, at hun faktisk ikke ved,
om tårerne skyldes hosten eller noget andet. Hun forlader sin post og løber på toilettet.
Håndvask. Åbner for vandet.
Koldt vand. Preller af ansigtet.
Lukker for vandet.
Kikker i spejlet. Øjnene hævede. Sminke tværet ud.
Hiver efter luft. Næsen løber.
Tårer fosser ud af øjnene.
Sætter sig på toilettet med hovedet i hænderne og ryster af
magtesløshed.
Kvinden i telefonen ligger nu nok på gulvet i et sted,
mens sovepillerne opløses og spredes igennem hendes krop. Milles var den sidste
menneskestemme den anonyme dame hørte i sit liv. Lige nu bedøver pillerne langsomt hendes centrale nervesystem, afspænder halsmusklerne, rammer
vejrtrækningsmusklerne … Mille sidder sammenkrøbet med hovedet mellem benene.
Fingrene trommer i fast tempo på nakken. Knæene presser på tindingerne. Hvorfor
skulle hun også arbejde frivilligt for Livslinjen? Hvordan kunne hun være så
dum at bilde sig ind, hun kunne redde selvmordstruede mennesker i
telefonen?
Det er den sjette jul i træk, jeg skal sidde helt alene,
sagde den anonyme kvindestemme i telefonen. Det var en kort samtale. Kvinden i røret lød
fuld og var i en tydelig følelsesmæssig tumult. Hun blev ved med at bruge Milles navn, som var det en redningskrans, der lå næsten inden for rækkevidde, og som man opgav at række efter.
For beslutningen var allerede truffet. Kvinden ville ikke dø på samme måde, som hun levede de sidste seks år, efter hendes voksne søn havde afbrudt al kontakt
med hende. Han havde sagt, hun skulle vælge mellem ham og flasken. Hun valgte ham. Men kunne
ikke opgive flasken. I seks år levede hun som et spøgelse. Ingen og intet
betød noget for hende, måske bort set fra den næste øl. Hun var da bestemt
heller af betydning for nogen længere.
Usynlig.
Usynlig.
At dø usynligt virkede som en meget passende afslutning på
sådant et liv. Men hendes historie måtte høres. Derfor ringede jeg til dig,
Mille. Så du kunne høre, hvordan det er at være alene juleaften år efter år.
Det er derfor du sidder der, ikke også, Mille? … Kan du se det, Mille? – sagde kvindestemmen – kan du forestille dig, hvad det gør ved en ikke at have nogen,
Mille?
Det næste Mille hørte var raslen af piller, og røret, der
blev lagt på noget hårdt – håndvask måske? Der gik nogle sekunder, før røret blev
løftet igen. Tak fordi du lyttede, Mille – sagde kvindestemmen. Og så
blev der lagt på.
Forude venter supervision, krisehjælp, kollegial støtte fra
de bedste kolleger, man kan ønske sig. Men hvad kan det bruges til? Et sted i
Danmark ligger en kvindestemme og rådner af ensomhed. Er det fordi Mille ikke var
kvik nok i telefonen? Tanken sender en ny bølge af rystelser igennem Milles
krop og udløser et nyt udbrud af tårer.
Hvor længe har hun siddet her med knæene imod tindingerne? 5
minutter? 10? Et kvarter? Hun rejser sig langsomt.
Alt svæver.
Håndvask. Åbner for vandet.
Koldt vand. Skyller ansigtet.
Lukker for vandet.
Kikker i spejlet. Øjnene hævede. Sminke tværet ud.
Åbner for vandet.
Vasker ansigtet grundigt.
Tørrer sminken af.
Hiver efter luft. Pudser næse.
Holder tårerne tilbage.
Lukker for vandet.
Træder udenfor og går langsomt hen mod sit bord.
Mille går i en stor bue rundt om den store telefon på
bordet, læner sig fremad og rækker efter sin håndtaske, som hænger på stolen.
Hun slipper ikke telefonen med sit blik. Den må ikke ringe nu. Så snart hun har
tasken i sin hånd, går hun i raske skridt væk fra bordet, ud af lokalet og ind
i den tomme frokoststue. Hun skal ind i kontoret og fortælle den vagthavende,
om det, der lige er sket. Men først vil hun ringe til sin mand. Hun leder efter
mobiltelefonen i tasken og finder indkøbslisten. Kartofler. Rødkål. And. Flæskesteg.
Ribsgele. Mandler. Grødris. Sødmælk. Fløde.
Brækfornemmelsen er ved at tage overhånd. Hun leder febrilsk
efter mobilen. Der var den. Speed-dial. Hjem. Hej Niels … Ja … Nej, jeg skal
nok klare mig … Juleaften … Jeg har tænkt … Jeg vil ikke købe noget. Vi skal
aflyse det hele. Jeg skal nok snakke med mine forældre om det. Jeg vil gerne
holde jul med dig og børnene i en varmestue …
Ingen kommentarer:
Send en kommentar