Verdensborgernes Jul
Tove og Clara sidder igen på deres stamcafé. Ligesom de nu
har gjort en gang om ugen i længere tid, end de kan huske. Da det er
decembermåned, er latten erstattet med gløgg og æbleskiver.
– Så Tove, du sagde, du skulle ud at handle i dag. Det vil
jeg gerne være med til. Hvor skal vi hen?
– Uha … Listen er lang. Først og fremmest vil jeg til den
lille helsebutik i Thorvaldsensgade. Jeg skal købe økologisk mel, spelt,
fuldkornris, og de der lækre fitness barer. De er så gode, de er ligesom
chokolade barer gjort sunde. Jeg skal også købe fiskeolie, ingefærkapsler,
gurkemejepiller og økovenlig hårfarve, for jeg er ved at løbe tør for stort set
alt, kan du nok forstå. Jeg har bare haft så travlt med haven her i det sidste.
Den sene sommer har skabt forskydninger i planternes
livscyklus, og farverne har bare ikke passet sammen. Det blev jeg nødt til at
gøre noget ved, for ellers kunne jeg ikke komme i kontakt med de kosmiske
vibrationer. Det stressede mig så meget. Det er godt, jeg har opdaget Feng
Shui, for nu kan jeg beholde roen i mig selv og være afslappet, selv når
naturen udgør en trussel mod mine gode energier.
Nå, det var vist lige en sidespring – vi har vigtigere ting
at tage os af, nemlig shopping. Jeg har besluttet at købe alle mine julegaver i
Fair Trade butikken i år. På den måde giver jeg også en julegave til de små
børn i Afrika. Jeg har jo set dem engang, du ved. Kan du huske dengang, jeg
rejste til Afrika og tog på sådan en safaritur? Det var så autentisk, vi havde
en lokal guide, som talte både engelsk og afrikansk. Og vi så så mange
spændende dyr. Blandt andet var der nogle afrikanere, der boede i huse lavet af
træpinde og kolort. Kan du forestille dig det? Og de var så magre, det var ikke
til at bære at se på dem. Det var så imponerende at se, hvordan de havde så
meget livsglæde på trods af alle deres strabadser. De dansede ligefrem af
glæde, da de så os. Det er nok sjældent, de ser hvide mennesker. Det var
heldigt, de var hjemme, den dag vi kom forbi. Jeg havde så ondt af dem, jeg gav
dem en pose Tyrkisk Peber og lidt Heksehyl. Det duer jo ikke at give dem penge,
for der er jo ingen butikker. Nu ved jeg, at når jeg køber Fair Trade, at
pengene går til flere træpinde, så de kan bygge flere huse. Kolort tror jeg, de
skaffer gratis.
Sådan en tur får virkelig en til at tænke. Jeg siger dig,
jeg er blevet et nyt menneske. Jeg tænker meget på dem, som er mindre heldige
end mig. Jeg skal være taknemmelig for at være så heldig, som jeg nu engang er,
og gøre det meste ud af det. Derfor har jeg besluttet mig at bruge alle mine
ressourcer på selvforkælelse. Hvis ikke jeg prioriterer mig selv højest, hvem
vil så gøre det? Det er altså ikke sådan, at jeg skal være egoistisk, jeg køber
jo kun økologisk og Fair Trade, og jeg donerer en halvtredser hvert andet år
skiftevis til Kræftens Bekæmpelse og til Red Barnet. At være politisk korrekt
er det, man skylder sig selv og sine omgivelser.
Det minder mig i øvrigt, at jeg meget gerne vil ind til
magasin, jeg har set, de har en pels, jeg godt kunne tænke mig at prøve på. Uh,
var de ikke lækre, de her æbleskiver? Hvad siger du, Clara, skal vi ud og ryge
en smøg, inden vi angriber butikkerne?
- Jeps! Det synes jeg vi skal. Ryge en smøg. Absolut det
klogeste, du har sagt hele formiddagen, sagde Clara med et bredt, falsk smil på
læberne, som med succes skjulte den kendsgerning, at hun mente hvert et ord.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar