Dag 8 - En Familiefars Bekendelser

Vores Allesammens Jul - Dag 7

En Familiefars Bekendelser

– Hej Jim, herovre!

– Oh, hej, Jørgen, ja, jeg kommer … Undskyld, må jeg lige komme forbi … undskyld … kommer forbi ... Undskyld … Hej Jørgen, ser man det … Jeg troede altså ikke der kom så mange mennesker til sådan en bundligakamp … nå, pyt med det, godt at se dig, din gamle! Det er længe siden! Det må være, hvad? I hvert fald et par måneder?

– Hvor er jeg glad, du kunne komme! Ja, her er sandelig mange mennesker. Situationen er ikke meget bedre på tribunen overfor. Det skal nok blive varmt, når kampen starter. 
Tja, jeg har haft meget travlt på arbejde, det er helt vildt. Nu har de også varslet en fyringsrunde, så det er bare om at give alt, hvad man har, og håbe på det bedste. Det ser temmelig skidt ud. Jeg er glad for, jeg købte sæsonkortet til fodbold i den lykkelige uvidenhed, jeg levede i dengang. I dag er jeg meget forsigtigere med finanserne.

– Det er jeg ked af at høre, Jørgen. Jeg krydser fingre for dig. Hvordan tager Sofie det?

– Sofie? Det er ligesom, hun ikke registrerer det. Hun forstår ligesom ikke alvoren i situationen. Hun smider rundt med pengene, som de voksede på træerne. Vi har et helt loft sprængtfuldt med juleragelse, som hun hverken vil bruge eller komme af med. For ’børnene fortjener nye juledekorationer, de skal ikke tro, de er fattige’. Kan du forestille dig det? Og børnene, især de små, Per og Malte, de vil ikke engang få nye dekorationer. De bruger gerne de gamle dekorationer, som de kender. Jeg ved ikke, hvad Sofie bilder sig ind. Det er helt ude i hampen. Julegaver sparer hun heller ikke på. Hun tror nok, at vores venner vil vende os ryggen, hvis ikke de får gaver, der udstråler overskud af den slags, som vi snart løber tør for. Hun er helt gak i låget.

– Hun har altid haft et øje for designerbras, men jeg vidste ikke, det var så slemt…

– Forleden diskuterede vi, hvor vi skulle tilbringe juleaften. Jeg vil så gerne holde jul med mine forældre. Det er altid godt at snakke med min far om tingene, og så er der god stemning. Børnene elsker at være der, min far er en slags underholdningsgeni. Men Sofie insisterer, at vi skal til hendes forældre, hvor børnene ikke må noget, for alt er så designerfornemt, man er bange for at røre ved noget. 

– Hvad siger Nanna til alt det?

– Nanna er skøn. Hun er en typisk trodsig teenager, men hun har benene godt plantet på jorden. Det var næsten sjovt, hvordan Sofie og jeg diskuterede, hvor vi alle skulle være juleaften, hvor Nanna nærmest svævede ind i køkkenet som en anden engel og meddelte, at hun ville holde jul sammen med sin kæreste og hans forældre. Jeg kunne næsten ikke lade være med at grine, da jeg så udtrykket på Sofies ansigt. Jeg havde også lidt ondt af hende, for hun fatter bare ikke, at verden ikke er den samme længere, som da hun var barn. Hun stresser unødigt og knokler som gal for at kunne producere en juleaften, hvor hun kan lave, som om hun er afslappet, samtidigt med at hun er så urolig for, at nogen skulle sige eller gøre noget uventet, at hun er helt umulig at være i nærheden af. Det har Nanna grejet allerede. Jeg er ked af det, men jeg kan godt forstå, hun hellere vil holde jul med kærestens familie. Det, som jeg mest glæder mig til, er anden juledag. Der har jeg tænkt mig at gå ned til den engelske pub i gågaden og se god engelsk fodbold. Jeg fortjener også at slappe lidt af i julen.

– Absolut, Jørgen. Mon ikke vi ses i pubben d.26.? Jeg glæder mig til at høre alt om din juleaften.

Vores Allesammens Jul - Dag 9